Konvertering til fjernvarme

Den grønne omstilling er en nem løsning

 

Hvert efterår sker det - varmesæsonen melder sin ankomst, og i Uldum betyder det højsæson for områdets mange gas- og oliefyr. Men forhåbentligt ikke meget længere. Hvis borgerne i Uldum vil med på den grønne omstilling, kan de snart udskifte de hjemlige fyr med et fjernvarmeanlæg. Fjernvarmen i Uldum er nemlig baseret på bæredygtig biomasse.

- Vi har arbejdet på en samlet plan for at rulle fjernvarmen ud i Uldum, fortæller Chresten Moos Petersen, der er formand for Uldum Fjernvarme.

Med fjernvarmen slipper husstandene ikke bare af med et fyr, der fylder. De får også fremtidssikret deres opvarmning med en nem løsning, de ikke skal skænke en tanke i det daglige.

Varmeforbrugerne bestemmer selv

Uldum Fjernvarme lægger lige nu sidste hånd på projektforslaget med udvidelse af fjernvarmenettet til nye områder, og det bliver sendt til behandling i Hedensted Kommune inden sommerferien i år.

- Når den kommunale godkendelse er på plads, er det helt op til borgerne, om fjernvarmen skal være i alle byens områder. Når hovedparten af områdets husstande har sagt ja tak, balancerer økonomien, og vi kan sætte spaden i jorden. Udvidelsen vil i øvrigt også være et plus for de nuværende fjernvarmekunder, fordi der bliver flere skuldre til at bære de fælles udgifter, pointerer Chresten Moos Petersen.

Uldum Fjernvarme kontakter de berørte husstande med et konkret tilbud på skift til fjernvarme, så snart projektforslaget er godkendt.

I mellemtiden kan du læse mere om projektet på vores hjemmeside under menuen ”Konvertering til fjernvarme”.

Under punktet ”Undersøgelse” har du også mulighed for at oplyse, om du er interesseret eller ikke.

Der udtrækkes en præmie blandt alle indsendte svar. Præmien er en flaske ”Nærvarme”.